Manden der fik skylden

Navne du bør kende

Baggrundsinformationer

Central Intelligence Agency (CIA)

CIA er det amerikanske efterretningsvæsen for især udenlandske efterretninger. CIA skal beskytte nationen mod udefra kommende farer og har ansvaret for indsamling og analyse af efterretninger om udenlandske statsmagter, selskaber og personer.

Federal Bureau of Investigation (FBI)

Federal Bureau of Investigation er USA’s nationale sikkerhedstjeneste og forbundspoliti, der efterforsker indenlandske forbrydelser i USA's stater. Det et landets øverste myndighed inden for efterforskning af terrorisme, kontraspionage og kriminalitet. Lyndon Baines Johnson bad FBI om at efterforske Kennedymordet, og den 9. december 1963 modtog Warrenkommissionen FBI's sparsomme og ufuldstændige rapport, der konkluderede, at der blev affyret tre kugler på Dealey Plaza. Den første ramte Kennedy, den anden ramte Connally, og den tredje, som dræbte ham, ramte Kennedy i hovedet.

United States Secret Service (USSS)

Secret Service er en amerikansk sikkerhedstjeneste og forbundspoliti. Secret Service har først og fremmest ansvaret for sikkerheden for følgende personer: præsidenten, vicepræsidenten, de tidligere præsidenter, præsidentkandidater og deres familier. Dernæst har de ansvaret for at bekæmpe bedrageri og identitetstyveri på føderalt niveau.

Joint Chiefs of Staff (JCS)

Joint Chiefs of Staff (JCS) består af en formand, en næstformand, cheferne for hæren, marinekorpset, flåden, luftvåbenet, Space Force og National Guard Bureau. Dets opgave er blandt andet at rådgive præsidenten og forsvarsministeren i vigtige militære anliggender.

Warrenkommissionen

Den 29. november 1963 oprettede USA's nye præsident, Lyndon Johnson, »The Presi-dent's Commis¬sion on the Assassination of President Kennedy« (Præsidentens kommission vedrørende attentatet på præsident Kennedy) - også kaldt Warrenkommissionen - der skulle efterforske mordet på JFK. De ledende medlemmer med højesteretsdommer 1) Earl Warren i spidsen var den tidligere chef for CIA, 2) Allen Dulles, som Kennedy havde fyret, 3) den tidligere præsident for Verdensbanken, John J. McCloy, 3) senator Richard Russell Jr., 4) U.S. repræsentant for »House Majority Whip« Hale Boggs, 5) senator John Sherman Cooper og 6) den senere præsident Gerald Ford. Warrenkommissionens afsluttende rapport blev offentliggjort i september 1964.

Retssagen mod Clay Shaw

Den 1. marts 1967 arresterede New Orleans distriktsadvokat Jim Garrison forretningsmanden Clay Shaw og anklagede ham for at have deltaget i en sammensværgelse om mordet på JFK med hjælp fra Lee Harvey Oswald, David Ferrie og flere andre. Den 29. januar 1969 blev Shaw stillet for retten i »Orleans Parish Criminal Court«, men den 1. marts 1969 kendte en jury ham ikke-skyldig. Garrison blev svinet til i medierne og nægtet adgang til vigtige dokumenter, som var relevante for sagen. Det er den eneste egentlige retssag, der blev ført i forbindelse med mordet på JFK.

Ramsey Clark panelet

I 1968 fik et panel bestående af fire medicinske eksperter, der var udpeget af justitsminister Ramsey Clark, til opgave at undersøge fotografier, røntgenbilleder, dokumenter og andet bevismateriale i forbindelse med obduktionen af JFK. Panelet konkluderede, at han blev ramt af to kugler affyret fra et højt sted bag ham. Den første gik gennem halsen, og den anden gik ind i kraniet og efterlod et stort kraniesår i øverste, højre side. Det konkluderede også, at indgangssåret i ryggen sad længere nede og indgangssåret i hovedet sad ti centimeter højere oppe i kraniet, end der stod i obduktionsrapporten.

Church-komiteen

Den 27. januar 1975 blev »Senate Select Committee to Study Governmental Operations with Respect to Intelligence Activities«, også kaldt Church-komiteen, nedsat. Den var ledet af senator Frank Church og fik til opgave at undersøge lovovertrædelser begået af CIA), »National Security Agency« (NSA), FBI og »Internal Revenue Service« (IRS). Dens afsluttende rapport konkluderede, at FBI’s og CIA’s undersøgelse af attentatet på John F. Kennedy var særdeles mangelfuld, og at vigtige informationer, der kunne have været afgørende for efterforskningen, ikke var blevet videresendt til Warrenkommissionen. Rapporten fandt, at der var en mulighed for, at højtstående embedsmænd i FBI og CIA bevidst tilbage¬holdt vigtige oplysninger for kommissionen.

Rockefeller-kommissionen

Som følge af Watergate-skandalen og som en reaktion på flere avisartikler i 1974, der skrev om omfattende og graverende lovbrud begået af CIA og andre amerikanske efterretningstjenester, nedsatte præsident Gerald Ford i 1975 »The United States President's Commission on CIA Activities within the United States«, også kaldt Rockefeller-kommissionen, der fik sit navn efter vicepræsident Nelson Rockefeller, som var chef for kommissionen. Den fik til opgave at undersøge CIA’s ulovlige, indenlandske aktiviteter. Ford, der var en af de syv ledende medlemmer af Warrenkommissionen, valgte advokat David Belin, der havde arbejdet som advokat for den selv samme kommission, som administrerende direktør. Da Zapruder-filmen, som optog mordet på JFK, blev vist for den amerikanske befolkning for første gang i 1975, skabte den stor røre i befolkningen, fordi det så ud til, at præsidenten blev skudt forfra og ikke bagfra, som myndighederne ellers havde påstået. Derfor efterforskede kommissionen også visse aspekter af Kennedymordet.

House Select Committee on Assassinations (HSCA)

I 1976 blev »House Select Committee on Assassinations«, der i forkortet udgave kaldes HSCA, oprettet med henblik på at genoptage undersøgelserne af mordene på John F. Kennedy, Martin Luther King og guvernør George Wallace. I forbindelse med Kennedymordet var det meningen at efterforske det, som Warrenkommissionen havde forsømt, og at genoprette folkets tillid til myndighederne. Richard Spraque, der var advokat i Philadelphia, skulle stå i spidsen for projektet, og han sagde offentligt, at han havde til hensigt både at undersøge FBI og CIA i samme forbindelse. Men efter en del uro i ledelsen blev han sat fra bestillingen, og i hans sted indsatte man advokat Robert Blakey. Han havde haft en betroet stilling som særlig advokat i Justitsministeriet i sektionen for organiseret kriminalitet og pengeafpresning i 1960 til 1964, og senere fungerede han som juraprofessor og direktør for »Cornell Institute on Organized Crime«.

Udvalget efterforskede mordene indtil 1978, og i den afsluttende rapport blev der konkluderet, at Kennedy sandsynligvis blev myrdet som følge af en sammensværgelse, men at den tid, der var gået, siden mordet fandt sted, gjorde det umuligt at bevise. Robert Blakey troede, at mafiaen stod bag mordet og mente ikke, at Sovjetunionens eller Cuba var indblandet.

Assassination Records Review Board (ARRB)

Den største mængde af hemmelige optegnelser i efterretningstjenesterne nogensinde blev afklassificeret i 1990’erne som følge af »Kennedy Assassination Records Collection Act.«. »Assassination Records Review Board«, også kaldt ARRB, blev oprettet i 1992. Det bestod af et civilt panel af historikere og juridiske eksperter, som fik brede beføjelser til at afklassificere regeringens optegnelser, der relaterede til mordet på Martin Luther King og John F. Kennedy. I den forbindelse blev der også indkaldt flere vidner for at kaste lys over de mange uoverensstemmelser, der var i bevismaterialet i Kennedymordet. ARRB måtte dog ikke føre en egentlig retssag og drage konklusioner, men personalet havde lov til at forlange af dem, som de afhørte, at de aflagde ed. Bestyrelsen afsluttede sit arbejde den 30. september 1998 og en endelig rapport blev offentliggjort samme år. Over 5.000.000 hemmelige dokumenter siges at være blevet afklassificeret som følge af ARRB's indsats.

Assassination Archives and Research Center (AARC)

AARC er et attentatarkiv og forskningscenter, der blev grundlagt i 1984 for at tilvejebringe en permanent organisation, som skulle erhverve, bevare og formidle information om politiske mord.

Fair Play for Cuba komiteen (FPCC)

Komiteen var en tværpolitisk forening, der havde til formål at bringe USA’s økonomiske boykot af Cuba og dets indblanding i landets indre anliggender til ophør. Da Lee Oswald boede i New Orleans, uddelte han FPCC-brochurer i byens gader. Det kostede ham et fængselsophold natten over. Senere deltog han i radio- og tv-programmer i byen, hvor han fik lejlighed til at lufte sine synspunkter. FBI holdt et vågent øje med foreningen og forsøgte at hindre dens virke, blandt andet ved hjælp af propaganda.

Student Revolutionary Directorate (DRE)

DRE var en cubansk studenteraktivistgruppe, der havde til formål at bekæmpe Castro-regimet. Den blev med tiden ledet af CIA og havde hovedsæde i Miami. Mens Lee Oswald boede i New Orleans, blev der oprettet en lejr uden for byen, hvor anti-Castro cubanere blev trænet til kamp, og det var et sammenstød mellem nogle af dem og Lee Oswald, der førte til, at denne bogs hovedperson blev fængslet og fik opmærksomhed i medierne.

Texas School Book Depository (TSBD)

TSBD var et skolebogslager beliggende på hjørnet af Elm Street og Houston Street. Her arbejdede Lee Harvey Oswald den 22. november 1963, og man mente, at han skød og dræbte John F. Kennedy (JFK) klokken 12:30 fra et vindue i bygningen på sjette sal i det sydøstlige hjørne.